Udsatte partier

Uffe har skrevet et indlæg omkring de seneste udsatte partier fra klubturneringen:

 

Mesterklasse:  Lars Hougaard mod Martin Frøkjær; jeg lagde mærke til at Lars åbnede i samme stil som Benno i 1. klasse som hvid.
Kommentar fra Martin: “Jeg valgte med sort at spille en klassisk hollænder mod Lars, i et forsøg på at overraske ham. Det var dog mere mig selv der blev overrasket over, hvor passivt man kan komme til at stå efter få træk. Jeg mistede en centrumsbonde i en afdækker. Men Lars ville have mere end bare en bonde og en vundet stilling, så han spændte buen lidt vel hårdt hvilket gav mig chancen for i desperation at ofre dronningen for tårn og løber + et meget stærkt angreb. Det ville Lars dog ikke være med til, og ofrede derfor med det samme sin Dronning tilbage mod mit tårn. Vi endte dermed i et slutspil med uligefarvede løbere og en merbonde til Lars. Netop som jeg troede jeg havde fået lukket og slukket for alle indbrudsforsøg præsenterede Lars mig for et tematisk gennembrud i min stilling, hvor han ofrede sin centrumsmerbonde for til gengæld at skabe en ladeport til at komme ind i mine gemakker på rov med sin konge. Dette havde jeg intet modsvar mod men måtte måbende se til mens Lars ud på de sene aftentimer  kørte partiet hjem.”
1. klasse:  Benno mod Karsten Fyhn. Dette parti fulgte jeg mest, da det var et parti fra min egen gruppe. Benno fik hurtigt en fremskudt ensom, men ombejlet bonde på e6, og hans springere havde fået pisk – de sprang i hvert fald rundt og trængte Karstens brikker i defensiven, stærkt efterfuldt af tårnene der kom i stilling på halvåbne linier i centrum. Jeg så kun 1-1½ time før jeg tøffede hjem. Det var meget underholdende løbende at prøve at finde det bedste modtræk fra begge sider. Selvom Benno stod bedst, vidste jeg fra mit eget parti mod Karsten, at han sagtens kan vende tilbage fra en trængt stilling. Det var meget inspirerende, dels at følge en åbning, der vel nærmest var engelsk med den hvide løber som fianchetto – og så se hvor meget postyr sådan en fremskudt bonde kan lave. Karstens brikker var fokuseret på at eliminere bonden, mens Benno kunne køre sine egne planer i stilling med de vilde, vrinskende heste mm.
Benno tog tilsidst hele pointet, og er den eneste, der har vundet over Karsten i denne gruppe. Hvis Benno vinder sidste runde og Karsten taber, så vinder Benno gruppen. Vi er 5 der teoretisk kan blive toer i gruppen med 3-4 points ialt mens Karsten har 4,5
2. klasse:  Kurt Videbæk mod Henrik: Kurt lagde ud med et tropowsky angreb, som forvandlede sig til en London. Det endte i remis.
Mogens mod Eskild: Jeg lagde mærke til, at Eskild overså en springergaffel i træk 22 hvor han kunne have taget en bonde samt truet 2 tårne. 4-5 træk senere havde han dog alligevel fået 1 tårn for 1 bonde og 1 springer. Jeg så ikke slutningen, men Mogens vandt. Han fører gruppen, selvom han måtte tage et tab sidste gang pgra. corona. Han er åbenbart helt kureret.
Kommentar fra Mogens:

Hermed link til mit parti med Eskild i aften.

Det er sjovt, fordi det viser hvor et enkelt træk kan skifte fordelen totalt.

Sorts træk 37…,Kf7 er en fejl.

37, …,Kf8 havde formentlig betydet sort gevinst

Du kan gennemse partiet her!

Her et foto af forrige udsatte partier, hvor Steen og Jens Fogh var mødt op for at spille 10 minutters lyn. De må have spillet en del, for som man kan se på fotoet, så er felterne godt slidte… Der var faktisk flere, der var mødt op for at spille skak udenom turneringen: Jeg spillede et parti med Ruben, bagefter spillede Mogens mod Ruben.

Det mest spændende parti, jeg iagtog forrige gang, der var udsatte partier, var partiet mellem Hans Ewald og Jørgen Poulsen. Jeg synes altid, det er spændende, når den ene part sætter en eller flere bønder i march mod modstanderens konge. De havde begge rokeret kort, og Hans rykkede frem med g-bonden. Jeg så ikke slutningen, men Jørgen tog – trods Hans’ gode angrebsspil – hele pointet.