God aften i Syddjurs

Både 1. og 3. holdet skulle i kamp mandag aften i Hornslet. Det blev en rigtig god aften for os, med to store sejre på 6-2 og 3-1.

Vores 1. hold var atter ret klare favoritter. Faktisk svarede de endelige cifre ret præcist til den forventede score. Igen var vi meget klare favoritter på bræt 1-3 og som i den 1. kamp vandt vi 3-0 her. Det er altid en god basis. Første point i hus blev dog hentet på bræt 8. Søren spillede, så vidt jeg kunne se, et rigtig fint parti mod en ret ung modstander. Formen er god hos Søren (billedet), som han netop har vist i vores 1. klasse og det er en fornøjelse at se ham gribe initiativet i partierne.

Efter nogle timers spil så det generelt meget positivt ud. Vi stod vel bedst på alle brætter. Også Bjarne på bræt 6 havde vel en lille fordel, men ligesom sidst var han i det fredelige humør. så remis. Martin syntes overraskende selv at han var på hælene mod en af hovedkredsens største pigetalenter. Vi andre troede egentlig bare at han bevidst gav noget materiale for at få en god stilling som kompensation. Uanset hvad, så endte det hele ud i et uligefarvet løberslutspil, som var dødt remis. Sikkert et fair resultat.

Benny fik en ganske behagelig åbningsfordel på bræt 5 og det virkede aldrig til at modstanderen fik placeret sine brikker rigtigt. De hvide bønder væltede bare frem i centrum og det lignede spil til et mål. På bræt 3 fik jeg også selv en meget behagelig stilling ud af åbningen. Jeg “stjal” en ide fra et af Jonas Bjerres partier ved det netop afsluttede EM for hold. Mod den hollandske Leningrad-opstilling (1.d4 f5, hvor sort spiller g6 og Lg7) valgte jeg en plan med at spille på hurtig at gennemføre e4 med Sbd2 og Te1. Han fik en meget svækket kongestilling, men fik også forsvaret sig fint. Jeg vandt dog en bonde og kunne samtidig lægge tryk på yderligere en. Og til sidst kom så en fejl, så fik ham til at give op med det samme.

Lars’ kongestilling virkede under belejring og jeg nåede lige at blive lidt bekymret, da partiet så pludselig sluttede – med Lars som vinder. Der var åbenbart styr på det defensive og pludselig kom en springer ind i centrum med stor effekt. Atter en solid indsats fra Lars, som vi kender det.

Henning havde længe stået godt, men et godt initiativ blev desværre vekslet til et tårnslutspil med en bonde mindre. Dertil var Henning også lidt i underskud på uret, så det blev lidt svært, da der både skulle holdes styr på en hvid fribonde og dækning af den sidste sorte bonde. Der var måske remischancer, men let var det ikke og vi måtte indkassere aftenens eneste nederlag her.

Jens på bræt 1 havde en ret komfortabel stilling det meste af aftenen. En bonde blev vundet og de hvide brikker stod generelt en del bedre. Så det var lidt overraskende at det var det sidste parti der var i gang denne aften. Men omhyggelighed er jo en god ting og modstanderen fik vist aldrig en chance for at opnå modspil. Endnu en fin sejr og naturligvis glimrende med endnu en sikker sejr. Vi har nu 11 point efter de to første kampe og vi har meldt os ind i kampen om oprykning til 2. division.

Kampens resultat i tal

 

Også 3. holdet skulle til Hornslet denne aften. Her var forventningerne nok lidt mindre på vores vegne, efter at vi startede med et rundt 0 i 1. runde. Men denne aften var det tid for revanche! Vi var snublende tæt på 4-0, hvilket måske også ville have været en smule tyveri, men 3-1 sejren virkede i hvert fald fortjent.

Holdkaptajn Claus var 1. mand til at hive et helt point i hus på bræt 4. Det gik lige pludselig hurtigt og jeg så ikke helt hvad der skete. På bræt 1 var Jens J. lidt i problemer i et dronning-bondeslutspil. Men modstanderen lavede en buk, så Jens kunne spille en bonde frem med afdækkerskak, som samtidig vandt modstanderens dronning.

På bræt 3 spillede Uffe vist et fint parti, hvor han tog kontrol med sine tårne og endte med en ekstra officer.  Til sidst blev brættet ryddet for alle modstanderens bønder, og modstanderen kunne roligt have opgivet langt tidligere.

Henrik spillede et fint parti langt henad vejen. Vandt en bonde og fik afviklet til et vundet tårnslutspil. På et tidspunkt var der endda en mulighed for at afvikle til et rent bondeslutspil med en bonde ekstra. Henrik valgte en anden mulighed, som isoleret set også var god nok, men allerede få træk senere fik modstanderen placeret sit tårn aktivt og fordelen var væk. I sidste ende blev det endda til et bittert nederlag, men det viser bare, hvor tricky de slutspil kan være. Jeg tænker at vi kan prøve at se på afslutningen af dette parti, når vi har partigennemgang den 7. december.

Kampens resultat i tal

 

Et svar til “God aften i Syddjurs”

uffe

23. november 2021 hos 4:34 pm

Både min modstander og jeg er startet på skak igen efter årtiers pause. Jeg spillede mod ham i Syddjurs sommer skak turnering i år. Det er mit hidtil længste parti med 68 træk. Men det var afgjort 15-20 træk tidligere. Han spillede på at få en pat, især fordi han for nylig havde studeret diverse pat situationer. Jeg var faktisk tidligt mør i hovedet allerede efter 20 træk og spillede herefter mest efter intuitionen og dobbelt checkede for fejl pgra trætheden… Mod hans pat strategi checkede jeg i hvert træk om den ensomme konge havde mulighed for flytning.