Klubturneringen 3. runde – bød på en “Aljechins kanon” og en ægteskabelig krise i kongeborgens gemakker

Så blev det tid til 3. runde i klubturneringen.

Mesterklassen:
Her spillede Henning og Lars remis i en stonewall hollænder, som blev meget fastlåst. En mur, som ingen af dem kunne komme igennem eller rigtig uden om…
Brian havde hvid mod undertegnede (godt nok i et parti, der hører 6. runde til, men vi ville gerne igang, og Brian var oversidder, jeg selv havde modtaget afbud, så for ikke at komme for langt bagefter i turneringen valgte vi at spille runden forlods). Brian spillede et bondeoffer, som ikke gav det taktiske som han havde regnet med. Senere – i forsøget på at hvirvle mere taktisk op -, røg der en bonde mere. Til sidst gik det sidste  – nu desperate – springeroffer heller ikke Brians vej, og nederlaget var uundgåeligt.
Benno lod til længe at stå godt imod Jens’ presspil med de hvide brikker, men da Jens får sat sig tungt på den åbne d-linje går det galt for Benno, der må ned. Jens får etableret en “aljechins kanon”  (dog i T/D/T – versionen) i linjen, og kan derfra diktere slagets gang. En fin taktisk pointe med slag af springer med skak, som ikke kan slås tilbage med tårnet uden at dronningen ryger på d8 (et såkaldt overbelastet tårn) afslutter partiet.

1 Klasse: 
Her vandt Torben Fogh over Viggo Andersen i et parti, jeg aldrig nåede at se noget til. Torben er startet fint i turneringen med nu 2½ af 3.  Kurt Videbæk og Jens Jørgensen enedes om remis i en stilling hvor Kurt havde en kvalitet men var bagud med bønder… svært at se om det var helt lige, men i hvert fald en ubalanceret stilling. Men begge kom da på tavlen, hvilket jo er rart at komme!

2 Klasse:
Uffe Eriksen vandt endnu en meriterende sejr, denne gang over Mogens Karup. Det var dog Mogens, der stod klart bedst lige til det sidste (næsten), men da han overser en taktisk manøvre med Springeren som ikke kan slås og samtidig dækker for dronningen, der så kan gå op og true udækkelig mat, går det galt og Uffe vinder pludselig partiet – måske lidt “heldigt” hvis man kan tale om det i skak.
Ove Kehlet vandt lidt tidligt i partiet en bonde mod Jeppe Eriksen. Den fordel lod han ikke gå fra sig, og Jeppe måtte udskyde at nyde sejrens sødme endnu engang. Men det skal nok komme. Meget af det, Jeppe foretog sig virkede både solidt og fornuftigt. Men ærgerligt at et tidligt bondetab bliver afgørende. Det sidste parti i denne klasse, var også det, der trak længst ud på aftenen. Henrik Andersen med hvide brikker havde hele to tårne helt oppe og rumstere i Rubens kongeborg. Selv om Dronningen var hjemme til at støtte sin gemal, måtte ægteparret ned med nakken til sidst. Vi var flere i “kødranden”, der havde set Henriks mulighed for at dræbe konen i forholdet med det ene tårn nogen træk inden. Men som den gentleman han er, valgte han i stedet at lade hende leve – præcis længe nok til at se hendes konge blive sat mat få træk senere.

3. Klasse:
Her blev kun et enkelt parti afviklet. Roberto vandt over Jørgen Poulsen, der efter sigende havde rigtig gode muligheder for at have snuppet pointet ved hjælp af (nogen) dristige ofre. Jeg så ikke selv partiet, men man lærer jo hver gang man taber, så Jørgen vinder sikkert sit første parti i klubben inden længe!

 

Alt i alt en spændende skakaften i klubben!

 

,

 

 

2 Svar til “Klubturneringen 3. runde – bød på en “Aljechins kanon” og en ægteskabelig krise i kongeborgens gemakker”

Uffe Eriksen

22. september 2021 hos 9:53 pm

Det er vel ikke nødvendigt m information og foto af mit parti. Du har jo lavet indlæg…!?

Og godt indlæg!

    Martin Frøkjær-Jensen

    22. september 2021 hos 10:22 pm

    Nej det er fint nok med det jeg fik dokumenteret! Men tak 🙂
    vh Martin