2. div: Nedrykning!

Det lykkedes desværre ikke for vores 1. hold at indhente de 1½ p. vi lå efter før sidste runde. I dagens kamp var vi oppe mod et stærkt Haderslev-hold med 8 mesterspillere, mens vi selv atter måtte stille reserveramt op. Slutresultatet blev 2-6 og dermed kom vi aldrig rigtig i nærheden af redning. Det havde krævet et 4-4 resultat.

Dagens opmuntring kom på bræt 5, hvor Benny lykkedes med at slå vores tidligere mangedobbelte klubmester Per Hansen efter et omskifteligt parti, hvor Bennys kongestilling kom under pres, men Per blev vist lidt uforsigtig/overmodig og undlod at bringe sin egen konge i sikkerhed. Og pludselig brød den hvide stilling sammen. Se partiet her!

Det lignede dog aldrig rigtig, at der skulle blive spænding i nedrykningskampen. Nordre gjorde bestemt hvad de kunne og stod længe til en massiv sejr og 6½ point mod Fredericia, men til gengæld havde vi ikke rigtig selv nogen gode stillinger. På bræt 2 og 6 fik Lars og Benno nogle ret lige stillinger, men de to forholdsvis hurtige remiser med hvid gav ikke meget håb, da det så skidt ud på den sorte side.

Undertegnede spillede lidt for ambitiøst i åbningen og da det samtidig også var upræcist, stod jeg tidligt ret dårligt. Jeg håbede længe på at kunne redde mig ud i et tårnslutspil en bonde under, men modstanderen spillede ret præcist og jeg fik aldrig grebet om mine brikker. Søren kæmpede egentlig fint, men modstanderen lykkedes med at fravriste ham en kvalitet og så kunne det ikke holdes. Jens fik vist snydt sig selv. En enkelt fejl kostede reelt to bønder og så var det heller ikke til at holde.

Henning er startet fantastisk i vores mesterklasse, men han har været oppe mod hård modstand de seneste runder i holdturneringen. I dag blæste han til angreb, men modstanderen var kølig. Tog imod det materiale der blev tilbudt og afviste Hennings tilnærmelser. Tilbage var så Brian på bræt 8, som kæmpede en forgæves kamp i et løberslutspil med en bonde mindre. Modstanderen var påpasselig med at undgå at Brian kunne få lov at ofre på den sidste bonde.

Kampen i tal her.

Fredericia endte med at tabe 2½-5½, så vi sluttede 2 point under stregen. Dem kunne man sagtens have hentet i nogle af de forrige kampe, skulle man mene, men vi må også erkende at vi selv har manglet kvalitet og været ramt af for mange afbud henover sæsonen. Nu må vi så se, om vi får lov at rykke ned denne gang! For to år siden skulle vi jo også have været rykket ned, men blev reddet af at et andet hold trak sig fra turneringen.