2. division: Evans – Viby 2-6

Det blev til endnu en storsejr for vores divisionshold i dagens opgør i Vejle. Vi havde faktisk gode stillinger på brættet overalt i denne kamp, og 6-2 var klart i orden. Dermed har vi allerede lagt klar, måske afgørende, afstand til nedrykningsstregen, hvilket vel er årets mål i betragtning af, at vi faktisk var rykket ud i sidste sæson og blot blev reddet af Bovs udtræden af turneringen.

I modsætning til forrige kamp, kom alle på holdet ganske fornuftigt fra start i dag. Vi stillede med to reserver, Bjarne og Martin, og de var fuldt ud konkurrencedygtige med deres modstandere, som også var reserver i dag. Martin fik hurtigt udlignet med sort, og i en stilling hvor han havde løberparret, var det kun Martin der kunne drømme om at spille på gevinst. Der var dog en familiesammenkomst som trak i ham og derfor blev Martin fristet af et remistilbud.

Bjarne spillede, som jeg så det, et spændende parti, hvor modstanderen fik en ret svag kongestilling, som Bjarne endte med at udnytte med en fiks kombination, som vandt ham en kvalitet. Det var et parti, hvor der flere gange var nogle alvorlige diagonal-bindinger, hvor man skulle holde tungen lige i munden. Det gjorde Bjarne. Der blev afviklet til et tårnslutspil med to bønder over, og selvom det ikke var helt uden chancer for sort, så lykkedes det vores mand at hive hele pointet hjem.

Jakob og Steen sad begge og pillede i stillinger med positionelt overtag. Jakobs modstander havde spillet bønder til d5 og b5, men “glemt” at få c-bonden med, og da Jakob samtidig havde en åben tårnlinje ned lige der, så var der dømt belejring hele eftermiddagen. Partiet var det sidste der sluttede, men faktisk nærmest det første som så afgjort ud. Det lignede en let sejr til Jakob.

Steens modstander byttede lystigt brikker af, og der var en overhængende fare for, at det var endt i ingenting. Et minoritetsangreb fra en a-bonde, kombineret med en uheldig trækfølge fra modstanden, resulterede dog pludselig i, at en af hans bønder gik tabt. Yderligere en bonde røg, da modstanderen satsede på noget modspil, men samtlige brikker på nær et tårn til hver blev byttet af, og så var der kun nogle få krampetrækninger tilbage mod to forbundne fribønder.

Henning var tilbage efter godt et halvt års skakpause. Der var dog ingen tegn på rust. Både brikker og ur var i fuld harmoni og modstanderen opgav i en totalt håbløs stilling efter 19 træk:

Som man kan se, kan skak jo egentlig være et ret enkelt spil, når man har de hvide brikker! Tilsvarende bøvlet kan det være med de sorte. Benny måtte i hvert fald se sig besejret. Det var nu ikke åbningens skyld, for Benny stod meget godt en del af vejen. Det blev dog et kompliceret parti, og selvom man plejer at sige at uligefarvede løbere fører til remis, så stiller sagen sig noget anderledes, når modstanderen får et angreb ind. Benny jagter formen for tiden, men lad os håbe at den kommer i løbet af turneringen.

Dagens andet ærgerlige resultat var, at Jens kun fik remis ud af en stilling, der må have været klart vundet på et tidspunkt. Jens forvandlede en bonde til dronning og kom således i et slutspil med to dronninger mod dronning og løber. Jens’ konge stod dog ikke heldigt, og det endte ud i en remis, så der skulle nok have været fundet en forstærkning frem for den hurtige bondeforvandling.

Endelig vandt Lars et rigtig slider-parti i en Stonewall, hvor det var lidt pudsigt at begge spillere blev ved med at udskyde rokaden. Da Lars så endelig rokerede, virkede det til at være med afgørende fordel. Det hele endte ud i et slutspil med Lars’ dronning mod to tårne, i en stilling hvor Lars bare kunne plukke bønder. Det gad modstanderen så ikke at se på.

Dermed en fin 6-2 sejr, og vi er nu med helt fremme i toppen af rækken, bare et halvt point efter Esbjerg og Springeren. Men mere vigtigt har vi allerede nu 6½ point ned til nedrykningsstregen. Det virker til at vores turneringsprogram er tilrettelagt, så vi får langsomt voksende modstand. Næste gang gælder det Horsens, som har tabt de to første kampe, men som på papiret har ca. samme styrke som os. Lad os da bare tage sejr nr. 3 der!

Dagens kamp i tal:

http://holdskak.skak.dk/TeamTourPairing/Details/?pairingId=5156&teamTournamentGroupId=185